Del nyheden:

Bliv selv autoriteten i dit liv

For første gang i år besluttede jeg mig for at tage udfordringen op, og begynde at blive vinterbader.

Jeg startede præcis første oktober, og har siden været i bølgen blå 3-4 gange om ugen.

Det er nærmest blevet en spirituel oplevelse for mig, og den ultimative øvelse i at overgive sig til vandet.

På et tidspunkt blev jeg inviteret til at joine et nyt online fællesskab for vinterbadere, hvor alle der ynder at dyppe sig i det kolde vand, kunne dele deres oplevelser og lade sig inspirere af at bade nye smukke steder.

Men der udviklede sig en tendens i dette fællesskab, hvor nogen nærmest blev udskammet og nedgjort, hvis de eksempelvis valgte at lade være med at bade i kraftigt stormvejr.

Konkurrencementaliteten begyndte at snige sig ind og præge det fælleskab, der ellers var skabt i ånden af at inspirere og lade sig inspirere og dele sin glæde og passion for det kolde gys.

Når det kommer til konkurrencementaliteten opererer den efter nogen meget snævre og polaritære rammer af at være enten:

  • Rigtigt eller Forkert
  • Sort eller Hvidt
  • Godt eller Dårligt
  • Om man er Vinder eller Taber
  • En Succes eller Fiasko
  • Smuk eller Grim
  • Klog eller Dum

Altså en ”Enten Eller” tankegang der ikke rummer nuancerne imellem.

Autoritet

Grundlæggende er vi alle underlagt de narrativer, som den givne kultur vi lever i fortæller os.

Hvilket kan være dikteret af nationalitet, religion, tro/overtro, historier og myter osv.

Men det kan også være den kultur der hersker i en familie, på en arbejdsplads eller i en vennekreds eller et online fælleskab.

Så at sige alle steder hvor nogen har bestemt nogen regler og måder at anskue og gøre tingene på.

Det gør, at vi har en generel tendens til at tillægge andre eller noget udenfor os selv myndighed og autoritet til at bestemme, hvad der eksempelvis er rigtigt eller forkert.

“Men tiden er kommet til, at vi som individer tager autoriteten hjem og bliver vores egen myndige autoritet”

Bliv din egen autoritet
Vi skal lære at tage autoriteten hjem til os selv.

Det vil dog kræve, at du som individ lærer dig selv at kende og finder ud af, hvem DU er.

At du tør stå inde for og owne den du er, og alt hvad det indebærer.

Men det kan være svært, da det ikke er noget vi vant til eller opdraget med, hvordan man gør.

Nogen har måske ligefrem oplevet at blive gjort forkerte i at synes, føle eller tænke anderledes end det der er den givne norm.

Og så har vi den famøse Jantelov, som fortæller os, at man da endelig ikke skal tro man er noget som helst, og nærmest er en præmie værd, hvis man slukker sit lys og lader være med at stråle.

Lykkedes man alligevel med at stråle, vil man af Jantelovens håndlangere derfor kunne blive nedgjort og udskammet ved at blive kaldt en selvglad egoist.

Og det er jo ikke et plagiat ret mange er komfortable eller stærke nok til at have hængende på sig.

Derfor kan det være fristende bare at passe ind, gøre som der bliver sagt og underkaste sig magthaverne.

Udleves magthavernes adfærd fra skyggesiden, vil disse og deres tro tjenere ikke være interesserede i, at individet skal stråle sit lys og opdage sin personlige power.

For hvis individet opdagede og tog ejerskab af sin egen autoritet, ville magthaverne pludselig ikke længere have så meget at skulle have sagt.

Og det er de jo ikke interesserede i.

Med mindre at de selv fra lyssiden har erfaret, at stærke individer gør flokken stærkere ved at være i stand til at rumme mange flere nuancer.

“Men typisk er mennesker, der stræber efter prestige og magt, også nogen der elsker at bruge og udøve deres magtposition”

Så hvis individet ikke adlyder de regler og den autoritet, som magthaverne udsteder og gerne vil være, så tages der magtanvendelse i brug.

Hvor både vold, tvang og krænkelse af den personlige frihed anvendes som metode til at få “fårene i flokken” til at makke ret og bukke under for magthavernes dagsorden.

Og her kommer frygt ind i billedet.

For frygt bruges ofte som led i at få folk til at makke ret og bukke under.

For når vi frygter noget, er vi også mere villige til at gå på kompromis og sælge ud af vores egen indre sandhed.

Synes du, at dette scenarie virker frygtelig bekendt for den tid vi lever i…?

Hvis ja, kan det være fordi du fra et dybere sted i dig selv kan mærke, hvor skrækkeligt og forkert det er, at overgive sin personlige power og indre autoritet til andre eller noget uden for dig selv.

Hvis nej, er du måske tappet ind i den hypnose og det narrativ der fortælles fra magthaverne, og kan derfor ikke se, at du har andre muligheder end bare at følge strømmen og gøre, som der bliver sagt.

“Vi er opdraget til, at vi skal have en leder og autoritet der bestemmer over os”

Personlig power og autoritet

Hvilket for mange også er aldeles bekvemt, da man ved at lade andre bestemme kan fralægge sig sit personlige ansvar.

Efter 2. Verdenskrig blev flere højtstående nazister benådet på grund af det argument, at de jo bare parerede ordrer.

Men vi har alle et personligt ansvar og dermed en pligt til at overveje de valg vi tager, og lige tappe ind i, om det vi vælger at gøre føles rigtigt eller forkert.

De mennesker, der tændte for gassen i de nazistiske gaskamre, må utvivlsomt (hvis de mærkede efter..!) have haft en fornemmelse af, om det føltes rigtigt eller forkert at slå uskyldige mænd, kvinder og børn ihjel på den måde…….og for hvad??

At føle sig bedre end? At føle sig mere værd? At have større patent på at leve?

Vi lever i en kultur der fremelsker “supremacy” og følelsen af at skulle være ekstra-ordinær og mere ypperlig, prestigefuld, veluddannet, bedre lønnet, have et større hus, dyrere biler og i det hele taget flest dyre materielle ting og sager.

Eller som det skete i det her onlinefælleskab for vinterbadere, hvor det blev en konkurrence om at være ”bedst” til at udfordre skæbnen og ”dygtigst” til at være i det kolde vand længst tid.

Fremfor helt ordinært blot at være noget, som man gør for glæden og nydelsens skyld.

“Det er som om, at det at være ordinær, nærmest er noget af det værste, man kan være”

Ordinær

Det er for eksempel heller ikke længere nok bare at være sensitiv.

I dag er man ekstra-særlig-super-sensitiv…..for så er man sikker på at overgå andre der tillader sig at kalde sig sensitive.

Men hvad er der egentlig i vejen med bare at være helt ordinær følsom og sensitiv?

Som jeg personligt tror, at de fleste mennesker i deres rene essens helt naturligt er.

Hvad er der i vejen med at leve et beskedent liv?

Et liv, hvor man netop skruer ned for sit overforbrug og begynder at dyrke glæden over de simple ting i livet.

WE ARE ALL ONE!

We are all one

For når alt kommer til alt, er vi alle borgere på Planet Earth og har alle et ansvar for at tilgodese denne og miljøet herpå.

Og det kan man gøre ved at blive bevidst om sine valg, og hvad ens agenda er for de valg man tager.

Træffer du dine valg på baggrund af gerne at ville være “bedre end” vil dine valg have rødder i den her stressende og usunde konkurrencementalitet som er både snæversynet og unuanceret.

Men forandringens vinde blæser, og vi er i fuld gang med et paradigmeskift, hvor der gøres op med den måde, som verden har været funderet de sidste 2000 år, hvor vi har opereret efter den polaritære “Enten Eller” tankegang.

“Nu er det tid til at åbne op for en tankegang præget af det meget mere forenende både/og”

Hvor vi i stedet for at have en magtkamp om at have ret, i stedet åbner os op for at udveksle sandheder.

Sandheder som for individet kan være lige så mangfoldig, som der er mennesker på jord.

Det er derfor, det er så vigtigt at finde ud af, hvem du som individ er, da du ved at vide det vil kunne bidrage til en verden af diversitet og inspirerende unikhed.

Diversitet og mangfoldighed

Tro ikke længere på, at du er forkert eller dårlig eller dum eller andet i den snæversynede enten/eller tankegang, bare fordi du føler, tænker eller tror anderledes end dem der som brægende får blindt følger flokken og autoriteterne uden for dem selv.

Tænk over, om dine valg er baseret på frygt eller på tillid?

Og tænk over, om dine personlige værdisæt bliver tilgodeset i de valg du træffer?

Eller om du blindt makker ret og vælger at følge og tro på autoriteterne udenfor dig selv, uden selv at tage stilling?

Ja, vi er flokdyr, men du kan godt være et selvstændigt tænkende og stærkt individ, som blot vil gøre flokken endnu stærkere, mere nuanceret og interessant at være en del af, hvis du tør at være den, som lige præcis DU er.

Om forfatteren til indholdet: Kristine Lykkell

Kristine Lykkell

Jeg hedder Kristine Lykkell og er certificeret arketypekonsulent fra Caroline Myss' uddannelsesinstitut CMED i Chicago, USA. Jeg er den primære forfatter til blogindlæg på vores hjemmeside. Jeg elsker at skrive og formidle min viden omkring arketyperne og den visdom som de repræsenterer. Jeg er af natur meget nysgerrig, og det er meget af drivkraften bag de ting og emner jeg skriver om. God læselyst. Kærlig Hilsen Kristine

Del nyheden:

Skriv et svar

© Copyright 2022 | Lykkell.dk | All Rights Reserved | Privatlivspolitik | Handelsbetingelser