×
Del nyheden:

“I enhver given situation har du 3 valgmuligheder. Du kan enten prøve at ændre den, acceptere den eller forlade den. Og hvis du ikke kan acceptere situationen, kan du forsøge at acceptere din egen mangel på accept. Det er sådan, din situation er lige nu, og det går over igen, som alt andet i den fysiske verden”

Det er simpelthen så typisk.

Lige som jeg sidder og skal skrive det her blogindlæg om kreativitet og glæde..

..føler jeg mig selv så absolut udfordret i forhold til at finde både min kreativitet og glæde frem.

To komponenter der ellers er drivkraften i mit liv.

Men jeg er blevet ramt.

Jeg er ramt af tvivlens gennemborende pil.

En dyb eksistentiel tvivl om, hvorvidt det jeg laver, og bruger min tid og dermed mit liv på, er det værd!

Hele sommeren har jeg været udfordret af smerter i min hofte og mit bækken.

Alle, der har prøvet at leve med smerter, det værende sig fysiske eller psykiske, ved, hvor anstrengende det er.

Og ved måske derfor også, hvor svært det kan være at manifestere glæde, og i stedet give efter for vrede, frustration eller afmagt.

3 genveje og handlemuligheder

Vrede, frustration eller afmagt bunder ofte i, at du ikke ved hvad du skal stille op, eller at du har svært ved at acceptere den situation du er i.

For mit vedkommende er det svært at acceptere at skulle konfronteres med fysiske smerter dagligt.

Med smerter dagligt er det svært for mig at kunne udføre mit arbejde som kræver mange stillesiddende timer, når jeg skriver manuskripter til onlinekurser og de her nyhedsbreve.

Jeg brænder for det jeg laver og har en dybtfølt passion for at sprede bevidsthed.

Jeg oplever det som mit kald.

Men hvad nu hvis alle de her stillesiddende timer er en medvirkende årsag til smerterne i mine hofter og mit bækken?

Og hvad hvis det i virkeligheden er et wake-up call, og at jeg er ved at blive guidet i en anden retning, end det jeg føler er mit kald?

Er der overhovedet nogen der gider læse, se eller høre alt det, jeg med stor kreativitet er i gang med at skabe og formidle?

Al den tvivl har lammet min ellers meget glædesfyldte og kreative tilgang til de ting jeg foretager mig.

Så hvad kan man gøre i sådan i en situation?

Helt enkelt, som Jeppeh sagde, kan det koges ned til 3 simple muligheder:

  • 1) Ændre situationen
  • 2) Acceptere situationen
  • 3) Forlade situationen

Den mulighed, jeg som udgangspunkt har valgt, er at forsøge at acceptere situationen og rumme både tvivl og fysiske smerter så godt, som jeg overhovedet kan.

For jeg ved ikke pt. hvordan jeg kan ændre situationen, og jeg kan heller ikke forlade situationen – for lige meget hvor jeg flygter hen, vil både tvivl og smerte jo desværre følge med.

“Smerter og lidelse kan presse dig ud i en mere intens tilstedeværelse. Når du slipper modstanden i dig selv og accepterer, at sådan er din situation lige nu, så åbner du op for en mulighed for, at ro og glæde igen kan indfinde sig hos dig ”

Banaliteter og livets små glæder

I min rejse mod accept, har jeg her over sommeren fundet rigtig meget glæde i de her små øjeblikke, som på daglig basis indfinder sig.

Små øjeblikke, som når en solstråle falder gennem vinduet og spreder et lys og en stemning der kan være helt magisk, og som for bare et kort øjeblik kan få både smerter og tvivl i ro.

Eller at kunne trække på smilebåndet ved synet af en solsort, der med helt duk nakke piler hen over græsplænen.

Eller studere en humlebi, mens den på bedste nuttede vis ivrigt samler blomsterpollen.

I svære situationer kan det være en hjælp at anerkende de helt små ting

Og ja, det er ganske banalt.

Desværre har alt for mange ikke tid til livets banaliteter og til at opdage de små glæder der gemmer sig her.

Vi har jo så travlt.

“Mange har i dag ikke tid til at være nærværende og til stede i det berømte ”NU”, hvor det at give sig hen til at opdage glæden i det banale helt bliver overset. Der er så meget fokus på produktivitet, effektivitet og det at skulle tjene flere og flere penge og lave mere og mere og mere. Derfor bliver det, man foretager sig, som regel ikke noget der har værdi i sig selv, men er noget der gøres og bliver brugt som et middel til at opnå noget andet”

Noget som ofte kun tilgodeser at komme hurtigere og mere effektivt i mål.

Og når alting skal gå så stærkt, og være åhh så effektivt, kan glæden hurtigt forsvinde i vores hektiske stræben.

Og her kommer stress ind i billedet, men det har vi dedikeret et helt nyhedsbrev til, som kommer senere på året.

Kreativitet

Tilbage til glæde.

Glæde kan også opnås gennem kreativitet.

At være kreativ er at være skabende.

Og glæden ved at skabe hænger ikke kun sammen med at være velsignet med evner som udøvende kunstner.

For ALLE mennesker er kreative – selv bogholderen, der pludseligt kan trylle med regnskabet og har evnen til at finde den fede fidus, hvad angår de tal, han eller hun sidder med.

De er kreative, dem der med æstetisk sans kan dække et smukt bord og får idéerne til, hvordan man laver kreative bordkort.

Eller bare har evnen til lige at smide nogle blomster fra vejen eller haven sammen i en vase, så det ligner en million.

Eller kokken, der får idéerne til nye smagssammensætninger eller formår at sammensætte en menu, man ikke umiddelbart troede kunne gå sammen.

Så kreativitet er noget vi alle har og er i stand til at manifestere.

Og når du er i kontakt med det kreative aspekt af dig selv, vil det ofte bringe rigtig meget glæde med sig.

Spørgsmålet er bare, hvordan din kreativitet kommer til udtryk?

Og hvordan du kommer i kontakt med den, giver dig tid til den og ikke mindst tillader den, så den kan bringe glæde ind i dit liv?

Dit bidrag ER vigtigt

Det var et budskab, jeg var inde på i sidste indlæg.

“Så jeg vil gerne invitere dig til at reflektere over, hvilke gaver, evner, talenter og indre ressourcer, som du bringer til verden. Det vil være et af de første skridt på vejen til at få identificeret netop dine tolv arketyper”

Hvis du har brug for lidt inspiration til at komme i gang, kan du tage et smut ind på vores app og kigge lidt i galleriet.

Du finder vores app i menuen under Vores Løsninger.

Eller du kan søge på ARKETYPER i App Store eller Google Play.

Arketyper
Arketyper kan hjælpe dig med at finde ud af, hvem du dybest set er

Om forfatteren til indholdet: Kristine Lykkell

Kristine Lykkell

Jeg hedder Kristine Lykkell og er certificeret arketypekonsulent fra Caroline Myss' uddannelsesinstitut CMED i Chicago, USA. Jeg er den primære forfatter til blogindlæg på vores hjemmeside. Jeg elsker at skrive og formidle min viden omkring arketyperne og den visdom som de repræsenterer. Jeg er af natur meget nysgerrig, og det er meget af drivkraften bag de ting og emner jeg skriver om. God læselyst. Kærlig Hilsen Kristine

Del nyheden:

Skriv et svar

© Copyright 2022 | Lykkell.dk | All Rights Reserved | Privatlivspolitik | Handelsbetingelser
0
    Din indkøbskurv
    Din indkøbskurv er tomTilbage til shop