“Vi har brug for kriser, udfordringer og problemer som mennesker for at vokse og udvikle os. De færreste vågner i deres komfortzone”
Hvordan bliver du en bevendt ”Night Traveler” og dus med at tage dine ture gennem kriser og kaos?
For vi behøver faktisk vores ”Dark Nights” og alle de frustrationer og smerter der følger med, for ud af det kan et nyt potentiale blive født.
En ”Dark Night” kunne i stedet for at hedde Sjælens Mørke Nat, omdøbes til Egoets Mørke Nat.
For det, som disse kriser oftest har rødder i, er at skabe en transformation af ens identitet eller af det, man identificerer sig med.
Så en ”Dark Night” er altså mere end det, man kan kalde for en dårlig dag.
Det er en mulighed for, og måske en nødvendighed for, at skabe udvikling og vækst i sit liv.
Og når vi står i en situation og føler os allermest afmægtige og offergjort, så ligger der samtidig et kæmpe potentiale for netop at finde en vej til vores personlige power og få vendt vores følelse af at være offergjort til at blive til en følelse af sejr i stedet.
Men der er lige nogen faser, du skal igennem inden nattens mørke transformeres til morgenstundens lys.
Der er noget der i symbolsk forstand skal ”dø”, før nyt liv kan skabes.
Det, der skal ”dø”, kan være en begrænsende overbevisning, en tankeform eller en illusion, du baserer dit liv på baggrund af.
De 6 faser i en Kaos-cyklus
1) Constellation (begyndelses- og setup-fasen):
Det er i konstellationsfasen, at problematikken begynder at tage form.
Det er tusmørket inden nattens komme.
Det er her, at tingene begynder at røre på sig og advarer dig om, at noget er i gære og under opsejling.
I forhold til Coronakrisen har tankerne om en pandemi længe eksisteret.
Tilbage i 2011 blev der lavet en film ved navn ”Contagion”, der med nærmest uhyggelig præcision skildrer det scenarie, vi lige har været igennem, og måske skal igennem igen, med Covid19.
Sideløbende med Coranakrisen har der været en anden mindst lige så vigtig krise, nemlig vores klimakrise.
I forhold til klimakrisen, har de skovbrande der har været både i Amazonas og Australien og opmærksomheden på Greta Thunberg, været de her små varslinger på, hvad klimaforandringerne og vi menneskers uhæmmede overforbrug er årsag til.
Det interessante er også, at skovbrandene i Amazonas og Australien var et angreb på Moder Jords lunger, da træerne på jorden jo netop er nødvendige for at danne ilt, så vi kan trække vejret.
Og Covid19 viste sig også at angribe vores lunger hårdt.
Anskuer vi dette spirituelt, kunne det have noget at gøre med vores hjertechakra, da lungerne også hører ind under det.
Kærlighed er et af hjertechakraets største nøgleord.
Og noget af det vi har oplevet og erfaret i denne Coronakrise er, at ”All is One”.
For Covid19-virus tager ikke hensyn til, om du er sort eller hvid, kristen eller muslim, rig eller fattig, kendt eller ukendt, og det vilde er, at vi for første gang i historien har været under nærmest global kollektivt lockdown.
Måske har Coronakrisen her været med til at åbne vores hjerter for sandheden ”All is One” og sætte os i kontakt med, at vi skal passe på hinanden og den her vidunderlige jord vi lever på.
Kæder vi Coronakrisen sammen med klimakrisen, indikeres en teori i filmen ”Contagion”.
Den går ud på, at vi selv er med til at skabe den ved at forstyrre naturens og dyrenes økosystem, da vi nådesløst ødelægger dyrenes opholdsteder i naturen for at skabe marker til vækst af foder til de dyr, vi lige så nådesløst slagter for at spise.
Men vi når jo slet ikke at spise al det kød.
Tonsvis af kød og øvrige madvarer bliver smidt ud til skrald hver dag.
“Det er helt essentielt, at vi alle på individplan begynder at forstå og tage ansvar for, at vi er medskabere af den vej det kommer til at gå. Det gælder klimakrisen, Coronakrisen og alle andre kriser, vi kan udfordres med”
Vores personlige power og de valg eller fravalg vi gør os, har en kæmpe betydning.
Også selvom mange ignorant fralægger sig ansvaret og lader det være op til de ”andre”…….andre lande, andre mennesker, andre industrier osv. at tage det her ansvar for tingenes udvikling eller afvikling.
Men altså, denne første fase er her, hvor problemerne eller krisen begynder at antydes, og det indikerer, at noget er helt galt og ikke fungerer.
2) Disruption (opløsnings-/opbrudsfasen):
Next step er fasen, hvor det, der ikke fungerer, bliver afsløret.
Det er sandhedens time, hvor du ikke længere kan lyve eller blive i de illusioner, du har baseret dit liv på.
Den gamle normal dur ikke længere, og den vil ikke efter endt kaos-cyklus være én, du kan komme tilbage til.
For den ”normal” er jo også den der ikke dur og er nødt til at blive transformeret.
“Skyggesider bliver ofte trigget, når vi er inde og snakke overlevelse på både bogstaveligt og symbolsk plan. I denne fase bliver mange skyggesider aktiveret, da der er modstridende kræfter imellem det nye og det gamle der gerne vil overleve”
I denne fase trigges alle vores skyggesider, og der kan udspille sig nogen frygtelig fæle scenarier i denne fase.
Under Coronakrisen var det på det her tidspunkt i dennes kaos-cyklus, at folk begyndte at hamstre og udviste både ansvarsløs og frygtbaseret adfærd.
I forhold til klimakrisen er det her, hvor der gøres grin med sådan en som Greta Thunberg, som også hånes for sit mod til at præsentere verden for en sandhed, som selvfølgelig er ilde hørt.
For skal man som individ eller politisk magthaver til at forholde sig til den her sandhed, vil det netop betyde, at vi er nødt til at se os selv og vores vaner dybt i øjnene og gøre en aktiv indsats for at ændre dem.
For hvis ikke vi ændrer vores hæmningsløse overforbrug, vil det komme til at have fatale og katastrofale følger for vores overlevelse.
Og hvis det er tilfældet, kan man spørge sig selv, hvad den der dyre bil eller det der dyre hus eller det der dyre tøj, dyre luksusrejser og øvrige materielle ting egentlig har af værdi, når det er årsag til, at vores hjem, Jorden, bliver ødelagt på grund af det.
3) Disintegration (splittelsesfasen):
I denne fase falder alting fra hinanden.
Under Coronakrisen oplevede vi det i forbindelse med selve nedlukningen, og hvordan flere mistede deres arbejde som resultat af, at den normale hverdag pludselig faldt fra hinanden.
Det er i denne fase, at en dyb følelse af sorg kan manifeste sig.
“Noget af det, som vi lærer i en kaos-cyklus er, at forandring er konstant. Forandringer er en uundgåelig del af livet, så det handler om at rumme og acceptere dem, når de kommer”
I forhold til klimakrisen kan denne fase manifestere sig i det øjeblik vi indser, at der ikke er nogen vej tilbage.
At vi ikke nåede at handle i tide, fordi vi valgte at overhøre de faresignaler, vi blev advaret om og præsenteret for i første fase.
Det er ikke helt der vi er endnu, hverken med Corona- eller klimakrisen.
Men der skal ikke meget ignorance eller hovmod til, før der ikke er nogen vej tilbage, og vi bliver nødt til at indse, at vi ikke kan vinde over og besejre naturen, hvis vi fortsætter med at smadre Jordens økosystem.
Faserne i en sorgproces:
Når vi oplever sorg, kan denne også deles op i faser.
Der er en schweizisk-amerikansk psykiater ved navn Elisabeth Kübler Ross, der har lavet en sorg-model.
Her deles sorgen op i 5 faser.
Så her i kaos-cyklussens 3. fase, vil du med stor sandsynlighed også blive ramt af nogen af sorgens 5 faser som er:
- Benægtelse
- Vrede
- Forhandling
- Depression
- Accept
Faserne udspiller sig ikke nødvendigvis i denne rækkefølge, og det er heller ikke sikkert, at du kommer igennem dem alle sammen.
Men det er i denne fase, at du kommer til at forholde dig til de smertefulde aspekter af den transformation, som kaos-cyklussen repræsenterer.
Der er skrevet en bog af Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick der hedder ”Den nødvendige smerte”.
Den handler om dette stadie, og hvor vigtig denne fase er for at skabe potentialet for den accept der vil manifestere sig på et senere tidspunkt.
4) The New Normal (normaliseringsfasen):
I denne fase begynder der at manifestere sig en accept af den ”nye normal”.
Men der vil også være en dans imellem det gamle og det nye.
Hvis du hårdnakket klynger dig til ”den gamle” normal, vil du være ekstra udsat for, at smerten fra forrige fase forstærkes, da den vil fastholde dig i de illusioner eller tankeformer, der ikke længere dur.
Og hvis du på det her stadie ikke formår at åbne dig for og tør lade den nye normal manifestere sig, vil du leve et liv med modstand.
En modstand der vil fastholde dig i de første 3 faser af denne kaos-cyklus og på et tidspunkt tvinge dig i knæ.
Man siger, at definitionen af sindssyge er at gøre det samme om og om igen, og forvente et andet resultat.
Når du bare gentager og gentager ting, vil du samtidig miste muligheden for at udvikle dig.
I din stræben efter at ville tilbage til den gamle normal, ligger en trang til at føle, at du er i kontrol.
Men sandheden er, at du ikke er i kontrol, og at det eneste her i livet der er konstant, er forandring.
Du er ikke den samme i dag, som du var i går.
Dine gamle celler bliver konstant udskiftet med nye.
Det samme gælder dine tanker og den energi der giver dig liv.
Så det er en giga illusion at forestille sig, at noget nogensinde bliver som det engang har været.
For det gør det ikke.
Du bliver nødt til at åbne dig for de nye normaler vi hver dag konfronteres med, og overgive dig til de forandringer der konstant sker, og som er en ufravigelig del af livet.
Hvis ikke du er åben for og i stand til at acceptere tingenes tilstand, vil du aldrig kunne få glæde af en ny normal.
I Coronatiden her er det blevet en ny normal at holde afstand og være ekstra opmærksomme på vores håndhygiejne.
Og ja, det er både besværligt og kan føles irriterende.
Men ikke desto mindre nødvendigt for at holde den her virus i skak.
Det specielle ved denne fase er, at vi får muligheden for at indtage rollen som et blankt ark, hvorpå en ny historie kan skrives.
“Det er vigtigt, at du lærer dig selv at kende, så du ved, hvordan du bliver i stand til at håndtere de kriser, som der vil dukke op i dit liv. Du kan starte med at reflektere over, hvor meget af din personlige power, som du lægger ud til andres bedømmelse”
Men igen, det kræver, at du formår at være i en tilstand af accept.
“Waking up is messy business, we are meant to be uncomfortable”, som Robert Ohotto formulerer det.
For det er igennem vores kriser og udfordringer, at vi vågner og netop får muligheden for at skabe de her ofte nødvendige transformationer i vores liv.
5) Gestation (drægtighedsfasen):
Når du er kommet frem til en accept af den ”nye normal” og er åben for, hvad der ellers kan være, vil den her fase være perioden, hvor noget nyt undfanges og har muligheden for at udvikle sig.
Gestation er fasen der manifesterer sig, inden noget fødes, og du nysgerrigt spørger dig selv, hvad der mon kan blive født ud af den her situation.
Det, der kan opstå i denne fase, er alle de nye idéer du kan have fået om, hvordan den nye normal kan udvikle sig.
I forhold til Coronakrisen kan vi begynde at kigge på, hvordan vi fremover kan tilgodese Moder Jord og passe bedre på klimaet.
Målingerne på CO2 har været historisk lave og vil forhåbentlig inspirere rigtig mange til at tænke over deres forbrugsvaner og blive bedre til at gå glip.
Gå glip af flyrejser, dyre benzindrevne biler, overforbrug af tøj og andre materielle ting, og hvad vi ellers i den gamle normal hensynsløst mæskede os i.
Men hvis ikke vi på individplan gør en aktiv indsats, vil vi i denne fase kunne risikere, at man ligesom i en graviditet aborterer og mister de nye muligheder der har potentialet for at blive skabt.
Så det er en skrøbelig og sårbar fase.
Hvis ikke ”graviditen” af den her nye normal formår at blive gennemført, vil det resultere i, at man bliver kastet tilbage til nogle af de forrige stadier i denne cyklus.
Årsagen til ”aborterne” i denne fase kan have rødder i, at du har en manglende evne til at håndtere innovation.
Det kan også være fordi du har et dårligt selvværd, og ikke har den nødvendige rygrad til at værne om din integritet.
For så kan du meget nemt falde tilbage i den gamle normals tankeformer og illusioner.
Så du kan stille dig selv spørgsmålet, om du er typen der har en ”wishbone” eller en ”backbone”.
Om du er typen der opruster dig med ansvar, eller på bedste ignorante kujonagtige facon lader det være op til alle andre at gøre en forskel, og derfor ufortrødent fortsætter dit liv med overforbrug og tilbedelsen af “The God of Productivity”, hvor grådighed og arrogance hersker som dæmoner.
Og du kan spørge dig selv, hvad der skal til for at manifeste din personlige power.
Spørg dig selv hver dag, hvad dit næste skridt skal være, for at manifestere din power til gavn for dig selv verden?
For hvis en manifestation af din personlige power ligger i skamløst at flyve verden rundt, og i øvrigt flashe alle dine materielle forbrugsgoder eller støtte modeindustriens eller andre industriers nådesløse overforbrug af ressourcer, så vil den ”Dark Night” der kommer, ende som en der ikke nødvendigvis slutter og potentielt kan blive vores endeligt.
Hvis vi fortsætter vores misbrug og grove udnyttelse af Moder Jord, vil konsekvenserne på et eller andet tidspunkt blive fatale.
Det lyder måske lidt dystert, og der er jo en grund til man siger, at sandheden er ilde hørt!
Så det er NU, du skal tage stilling og aktivt overveje, hvad din rolle er, og hvad dine valg har af konsekvenser for et positivt udfald af Den Mørke Nat, som vores klode befinder sig i, og som Coronakrisen har givet os en fantastisk mulighed for at blive bevidste om og reflektere over.
Vi er dem, vi har ventet på.
Vi er dem, der på individplan skal skabe de nødvendige forandringer der skal til for, at vores jord kan bestå.
Og derfor er det vigtigere end nogensinde før, at vi styrker ikke bare vores selvværd, men også vores sjæleværd og lærer os selv at kende på et dybt sjæleligt plan.
Så vi ved, hvordan vi skal navigere os selv gennem livet, og med en stærk integritet kan manifestere de valg, vi bliver nødt til at tage for at ændre de destruktive vaner der levede i den gamle normal.
6) Re-generation / Birth / Rebirth (fødselsfasen):
Det, der kan blive født ud af en given krise, er det der kommer til udtryk her.
Hvordan antænder vi de mirakler der kan ligge i de nye muligheder, som enhver ”Dark Night” rummer potentialet af?
Her er det igen vigtigt at pointere, at vi som individer kan være de mirakler der skal til for at antænde genfødselspotentialet på dette stadie.
De valg du vælger at træffe.
De ting du vælger at formidle, de ting du vælger at købe eller lader være med at købe.
Den måde du fremover vil vælge at rejse på, de ord du vælger at bruge i din kommunikation.
Den kærlighed du kan vælge at bringe til bordet.
Alt sammen vil i det store hele være med til at gøre en forskel.
For Better or Worse!
Husk ”Small acts multiplied with millions, can make some BIG changes”.
Bare se hvad Coranakrisen har bevist.
Den har på gråt papir bevist, at vi ved som global landsby at have været tvunget i karantæne, har vi formået at give Moder Jord og os mennesker et tiltrængt pusterum.
Et pusterum der har givet os mulighed for at reflektere og komme i kontakt med nogle af de dybere meninger med livet.
Grib denne unikke chance for at være det mirakel vi har så brændende brug for her på jord.
Med det sagt vil jeg invitere dig til at reflektere over, hvem du egentlig er.
For ved du egentlig det?
Hvem er du?
På et dybt sjæleligt plan, der rækker langt ud over både dit navn, din ophavsfamilie, din uddannelse, dit arbejde eller dine hobbyer.
Hvis alt det blev taget fra dig, hvad er der så tilbage?
Det er dine mønstre, og de arketyper dine mønstre er formet efter.
Intet har så meget magt over dig som dine mønstre.
Så ved at lære dem at kende, vil du få en vej til at definere din personlige power, og du vil få en opskrift på, hvordan du kan ændre din respons på dine mønstre og dermed bryde dem.
Hvilket er super relevant at blive bevidst om, hvis du ønsker at træde i tjeneste og tage ansvar for både dit eget liv og alt andet liv her på jord.
Kristine Lykkell©