×
Del nyheden:

“Jeg lærte en meget vigtig ting for mange år siden, da jeg første gang var med i en mødregruppe. Jeg bliver en meget bedre og gladere person, når jeg tillader mig selv at trække stikket og have lidt mig-tid”

Da jeg for snart 12 år siden blev mor for første gang, valgte jeg ligesom mange andre at komme i en mødregruppe.

På daværende tidspunkt boede jeg på Østerbro i København – Speltmødrenes højborg 😉

Sundhedsplejersken formanede os alle om, at vi skulle huske, at det ikke var en konkurrence ud i perfekt moderskab med dertilhørende ypperligt overskud.

Men det endte alligevel med at minde om en konkurrence i bedst muligt præsterede kanapéer fint anrettet på et Royal Copenhagen stel.

Så det, der egentligt var ment som et frikvarter med ligesindede, endte med at blive et stressmoment, hvor det præstationsfremmende element blev en fremherskende faktor.

Jeg droppede det efter en 4-5 gange, da jeg ikke havde lyst til at påføre mit liv mere stress end højst nødvendigt.

Men jeg fik dog en ting med fra min relativt korte erfaring med en mødregruppe.

Det skete, da én af mødrene i gruppen en dag fortalte, at hun følte sig som en meget bedre udgave af sig selv, både som mor, kæreste, veninde osv., når hun tillod sig at dyrke lidt ”mig-tid”.

Tillad dig selv lidt mig-tid, hvor du gør noget du absolut elsker

“Der er nok mange i dag, der glemmer at stoppe op i hverdagen og reflektere over, hvor de er på vej hen. De glemmer at tilgodese sig selv ved bare at lave ingenting eller bruge et øjeblik på at være taknemmelig for sig selv og give sig selv en krammer”

Men det er jo ikke kun vigtigt for kvinder at huske lidt ”mig-tid”.

Det gælder i højeste grad også mænd.

For hvis du ønsker at være noget som helst for andre, er du nødt til at starte med at være noget for dig selv.

Eksemplet med iltmasken i flyveren, som man instrueres i selv at tage på først, inden man hjælper andre med deres, er et super godt eksempel på den ”egoisme”, vi er nødt til at praktisere for at kunne være noget for andre.

Men det at tilgodese sig selv, og en gang imellem sætte sig selv i første række, er der mange der er ukomfortable med.

De føler, at det er forkert og nærmest lidt tabuagtigt, og som noget der skal undskyldes eller forklares.

Og måske er det også en af årsagerne til, at vi i dag oplever, at folkesygdommen stress rammer flere og flere?

For måske glemmer flere og flere netop at stoppe op og tillade at tilgodese sig selv, og gøre noget godt for sig selv.

Som for eksempel at tage en lur eller tillade sig bare at lave ingenting.

Eller give sig selv en krammer og værdsætte sig selv et øjeblik.

Du kan sagtens tage vare på dig selv i et fællesskab

“Det er nødvendigt at udvikle en form for egoisme. Egoisme trækker dig ud af familiens eller fællesskabets værdier, og du får så muligheden for at udvikle dig selv som selvstændigt individ”

Egoisme – et nødvendigt trin i din udviklingsvej

De fleste vil jo nødig stemples som egoister, da det har et dårligt ry at blive defineret som egoistisk.

Og det bruges ofte med en negativ ladning, og som noget man skulle skamme sig over.

Men vidste du, at egoisme kan være et nødvendigt trin i din udviklingsvej?

Da det giver dig muligheden for at udvikle en sund ansvarsfølelse over for dig selv.

Så det at tillade dig at være lidt god ved dig selv (egoistisk) en gang imellem, er ikke noget, du skal skamme dig over.

Egoismen bliver først farlig i det øjeblik, den tager over, og du ikke kan se ud over din egen næsetip.

Og kun tænker på dig selv, og får udviklet en selvoptagethed der gør, at du helt glemmer, at der findes andre mennesker på denne jord.

Du kan i så fald bilde dig selv ind, at du er universets centrum.

Sund egoisme gør dig ikke til universets centrum

“Når du gør noget godt for dig selv, får du langt mere overskud til andre mennesker. Med indsigt i dine arketypiske mønstre, kan du opdage, hvad der kan være årsagen til, at du nedprioriterer dig selv”

Pointen ved at være lidt egoistisk en gang imellem er, at du tager ansvar for dig selv og passer på dig selv.

Samtidig får du overskud til også at kunne være noget for andre.

Og det er vigtigt lige at slå fast, at det at drage omsorg for sig selv er ens eget ansvar.

For hvis du går og forventer, at andre skal tage ansvar for dit velbefindende eller overskud, risikerer du at blive noget så gevaldigt skuffet og skabe grobund for konflikter og uvenskab i dine relationer.

Du har ansvaret for at drage omsorg for dig selv

“Der er flere arketyper der ofte kan havne i den fælde, at de glemmer at drage omsorg for sig selv, inden de øser ud af deres energi til andre. Kan du relatere til en af dem, er det vigtigt for dig, at du lærer at genkende dets tanke-, føle- og handlemønster”

Når vi snakker arketyper, er der nogen der er mere tilbøjelige til at glemme sig selv.

Hvis du eksempelvis er præget af adfærden fra Tjener-arketypen, vil det tjenende element ofte være rettet mod andre og det at sørge for, at andre har, hvad de skal bruge og har det godt.

Er du præget af Redder-arketypen, er problemstillingen lidt den samme, da dit fokus på at redde, vil være at redde andre og i den bestræbelse helt glemme at redde dig selv.

Til gengæld vil dine forudsætninger, for både at kunne tjene eller redde dig selv, være rigtig gode, hvis din adfærd er præget af netop disse to arketyper.

Relaterer du til en eller flere af følgende arketyper, skal du være opmærksom på, at du kan have en tendens til at glemme dig selv til fordel for at tilgodese andre:

Tjener, Redder, Martyr, Hjælper, Samaritaner, Ledsager, Engel, Healer, Moder, Fader, Filantrop, Munk/Nonne, Slave.

Inde på vores app har vi et galleri med beskrivelser af de 95 forskellige arketyper, vi har fået illustreret.

Her kan du se illustrationerne og læse om, hvordan de forskellige arketyper udspiller sig adfærdsmæssigt fra både lys- og skyggesiden.

Om forfatteren til indholdet: Kristine Lykkell

Kristine Lykkell

Jeg hedder Kristine Lykkell og er certificeret arketypekonsulent fra Caroline Myss' uddannelsesinstitut CMED i Chicago, USA. Jeg er den primære forfatter til blogindlæg på vores hjemmeside. Jeg elsker at skrive og formidle min viden omkring arketyperne og den visdom som de repræsenterer. Jeg er af natur meget nysgerrig, og det er meget af drivkraften bag de ting og emner jeg skriver om. God læselyst. Kærlig Hilsen Kristine

Del nyheden:

Skriv et svar

© Copyright 2022 | Lykkell.dk | All Rights Reserved | Privatlivspolitik | Handelsbetingelser
0
    Din indkøbskurv
    Din indkøbskurv er tomTilbage til shop