“Der er intet galt i at fokusere på de positive ting i livet. Det kan tværtimod have en helbredende effekt. Men sker det på bekostning af det negative, så det går over i direkte benægtelse, så er du i fare for at misse et stort potentiale for udvikling”
I mange spirituelle kredse er begrebet Love and Light ivrigt anvendt, da det nærmest repræsenterer den doktrin, man religiøst følger som en del af at kalde sig spirituel.
Og bevares, der er så sandelig intet galt i Kærlighed og Lys.
Begge dele healer og kan bringe rigtig mange fantastiske ting med sig.
Vi lever også i en tid, hvor vi har brug for rigtig meget kærlighed og lys.
Og det har vi, fordi der er tilsvarende had og mørke.
Men hos de særligt fanatiske “love and lightere” virker det som om, at man nærmest fornægter mørkets eksistens, og udelukkende tilstræber sig et luftigt Utopia.
Et Utopia, hvor kun fred og harmoni eksisterer.
Men åbner du øjnene og kigger dig omkring i den her verden, er der frygteligt meget mørke.
Og fungerer du som lysarbejder – altså én der er med til at sprede bevidsthed, heale og kanalisere lys – hvor tror du så der er mest brug for dig henne?
I den harmoniske “lightspa”, hvor kun fred og harmoni findes?
Eller tror du der er brug for dig dér, hvor mørket er?
Hvor der er lys, er der tilsvarende mørke.
Hvilket også gør sig gældende hos dig som individ.
Så start med at kigge på mørket i dig selv og find ud af, hvilke skygger du skal have sat lys på.
For igen, hvor der er lys, er der tilsvarende mørke.
Hvilket er en universel sandhed.
En sandhed vi ser manifesteret i et symbol som yin og yang.
Eller i noget så banalt som det faktum, at vores døgnrytme består af en dag og en nat.
Det ene kan ikke eksistere uden det andet.
Du kan ikke beslutte dig for kun at ville have dagen.
For om du vil det eller ej kommer natten.
Mørket har tendens til at blive negligeret eller benægtet, så man undgår at forholde sig til det.
For mørket kan virke skræmmende, da man netop ikke kan orientere sig i det og se tingene klart.
Men det er også lige præcis sådan mørket trives bedst.
For i skyggernes mørke kan det jo netop ikke så let opdages og ses.
Og her i mørket kan alt det, vi ikke vil være ved omkring os selv, leve sit eget fordækte og skjulte liv.
Det handler ikke om at undgå mørket i sit liv eller de negative sider man rummer.
Det handler om at lære at skabe en balance og rumme sig selv på godt og ondt.
Går du og tilstræber kun at eksistere i lykkelig samhørighed med Love and Light, kan det efter min mening blænde dig med en form for positivitet-fanatisme, der på samme måde som mørke gør, at du famler dig rundt, ude af stand til at kunne orientere dig realistisk gennem livet.
For livet er ikke kun Love and Light.
Det tror jeg alle der lever kan skrive under på.
Så trangen og denne higen efter perfektion, vil kunne have den kedelige effekt, at du kommer til at negligere eller undertrykke sider i dig selv, og på den måde faktisk være et meget lidt holistisk menneske.
For det vil betyde, at du hverken rummer, elsker eller kaster lys på hele dig.
Elsker du ikke hele dig, vil du kunne etablere et selvhad, hver gang de “forbudte” eller mørke sider i dig forsøger at komme til udtryk.
Selvhad kan opstå helt ubevidst ved, at du gør dig selv forkert eller har oplevet, at andre har gjort dig forkert, og du har oplevet ikke at være accepteret eller rummet, hvis du eksempelvis tillod dig at udtrykke “negative” eller voldsomme følelser.
Vi mennesker er jo flokdyr, så hvis vi oplever, at nogen i vores flok (som kan være alt fra ens familie, venner eller arbejdsplads eller kultur) ikke accepterer én, så bliver vores “overlevelse” i flokken truet.
Samtidig mister vi måske også vores følelse af at være noget værd for flokken, hvis ikke vi føler os accepteret, rummet og anerkendt.
Det vil som bekendt hos mange, ramme dig på selvværdet og potentielt trykke det helt i bund.
“Livet er ikke kun Love and Light. Det kan også være had og mørke, og alt muligt derimellem. Men tør vi kigge ærligt på det og på os selv, og kalde det for det, som det er?”
“Der findes i dag et kæmpe marked for lynkurser i glæde og manifestation. Og selvom de kan være nok så gode og give en følelse af retning, skal der ofte mere til for at skabe virkelige forandringer”
Men altså lige meget hvor mange positive affirmationer du laver eller røgelsespinde du tænder, vil det ikke på magisk vis rette op på dit selvhad eller manglende selvværd.
Så hvis du praktiserer det som eneste aktive indsats i din spirituelle eller personlige udvikling, skal du ikke regne med, at du rykker dig så meget som en millimeter.
Du vil stadig, gemt under duften af din røgelse, hade og afvise de sider i dig selv som du synes, eller har fået at vide, ikke er elskværdige.
Livet her på jord er som sagt ikke et luftigt Utopia, hvor kun kærlighed og blødt gyldent lys indhyller os mennesker og lader os, på bedste lyksalige vis, glide smilende og kriseforladte gennem livet.
Der er rigtig meget mørke her på jord.
Og “mørke” har ofte rødder i ubevidsthed.
Det lys, jeg vil invitere dig til at trække gardinerne til side for og lade strømme ind i dit liv, er BEVIDSTHED.
Problemet med at blive bevidst er bare, at de fleste gerne vil have de indsigter som bevidsthed kan berige én med, men de gider ikke gøre det stykke arbejde der skal til for at nå derhen.
Men det er også en vej med mange bump.
Og det vil være en vej, hvor du kommer til at blive konfronteret med og se alle dine skygger i øjnene.
Det er derfor, at mange er meget mere komfortable med at tage et par lynkurser i manifestation eller føler sig draget til at lave et visionboard og dagligt (hvis man vel at mærke har disciplinen til det) øver sig på at lulle sig ind i positive affirmationer.
“Du kan bare ikke “visionboarde” dit dårlige selvværd og selvhad væk og tro, at det vil eliminere alt det der ikke fungerer i dit liv. Og vupti, så er du og hele dit liv transformeret til det bedre!”
Sådan fungerer det ikke, i hvert fald ikke efter min egen personlige og mine klienters erfaring.
I arbejdet med arketyperne opererer vi netop med bevidsthed, og arbejder holistisk med både dine lys- og skyggesider, som unægtelig er forbundet og med til at skabe det hele, du er gjort af.
Arketyper er mønstre og ganske formidable at bruge som værktøj til at finde ud af, hvem man er på et dybt essentielt plan.
Intet har så meget magt over dig som dine mønstre……..that’s a fact!!
“Det er guld værd at lære sine arketypiske mønstre at kende, fordi det kan give dig indsigt i både dine lyssider og dine skyggesider. Og dine skyggesider rummer rigtig meget potentiale for positive forandringer”
Så med mindre du tør tage et ærligt kig på dig selv og blive bevidst om de mønstre der udspiller sig hos dig, vil alle dine forsøg på at skabe en illusion af Love and Light, være fuldstændig forgæves.
For de mønstre der fik dig derhen, som du nu med visionboards og positive affirmationer prøver at komme væk fra…….de mønstre vil gentage sig og gentage sig i et væk, indtil du tør træde ind i mørket (læs=din ubevidsthed) og tage et ærligt kig på dig selv og de mønstre, din adfærd er præget af.
Når du skal ændre et mønster, handler det ikke om, at det givne mønster skal elimineres, fjernes eller ignoreres væk.
For det er jo en del af dig og dermed en vigtig brik i det puslespil der udgør det hele du er og er sammensat af.
Det handler om, at du til at starte med skal blive bevidst om det og anerkende det som en del af dig.
Særligt når det handler om noget, du er blevet gjort forkert i, og dermed føler en masse skyld og skam omkring, som er fundamentet i enhver følelse af dårligt selvværd og selvhad.
For ved at blive bevidst om det, får du muligheden for at kunne ændre din respons på det.
Mønsteret vil du ikke kunne ændre.
Da et mønster per definition er kendetegnet ved at gentage sig…….også selvom du bliver bevidst om det.
Men du vil kunne ændre din respons på det og gøre dets udtryk i din adfærd mere hensigtsmæssig.
Og det er sådan du bryder et mønster.
Men det allervigtigste er, at du åbner dig op for at rumme de sider af dig, som du lader leve i skyggen.
Læs mere om skyggesider via dette link:
Arbejdet med Arketyperne er meget konfronterende, og det er bestemt ikke for alle.
Særligt ikke for dem der ønsker at dulme sig med Quick-Fixes.
Så hvis du sidder og føler dig lidt stødt og småkrænket over dette skriv, vil arbejdet med arketyperne nok ikke være noget for dig.
For så lever du højst sandsynligt i en form for forceret lyksalighed, som når alt kommer til alt blot er en illusion, hvilket arbejdet med arketyperne meget hurtigt vil konfrontere dig med.
“Arbejdet med arketyperne er for dig der ønsker at rumme hele dig, og ikke kun ønsker at fremelske de positive og perfekt velpolerede love and light-agtige sider af dig selv”
For tør du rumme hele dig på godt og ondt, vil du netop få muligheden for at kunne heale dig selv med den kærlighed der ligger i selv-accept.
En selv-accept der fødes ud af bevidsthedens lys.
“Den eneste vej ud er at gå ind”
Tør du åbne døren ind til dig selv og træde ind i dit ubevidste og se dine skygger og knap så flatterende sider i øjnene??
Det er der desværre ikke mange der tør, så hvis du er en af de få, er du godt nok sej og har min dybeste respekt 💪👏🏻👏🏻
For det vil vidne om, at du ønsker at leve et kongruent liv som er i dyb samhørighed med den, du dybest set er?
Og det vil vidne om, at du er åben for at tage ansvaret for og nære dig selv med ægte dybfølt selv-accept og kærlighed.
Så er du træt af dit eget og andre menneskers pretentiøse bullshit og træt af at jokke rundt i den samme lort igen og igen…
Så vil arbejdet med arketyperne være lige noget for dig.
Hvis ikke, så er der heldigvis mange derude der kan tilbyde dig et dulmede Quick-Fix og en masse overfladiske “how-to-manifest” guides.
Men der er efterhånden også mange, hvor du har muligheden for at arbejde i de lidt dybere lag, som det for eksempel lader sig gøre med arketyperne som værktøj for din personlige og spirituelle udvikling.
Den vigtigste forudsætning for din personlige og spirituelle udvikling er, at du er ærlig, først og fremmest over for dig selv, og lærer at mærke efter, hvad der føles rigtigt for dig.
Læs mere om arbejdet med Arketyperne her: