×
Del nyheden:
Den Hellige Gral

“Vaccine eller ikke vaccine? Det er et af de helt store emner der er oppe at vende i tiden. Hvis vi bruger myterne og eventyrerne som vejledning i vores liv, kan vi begynde at tolke og forstå begivenheder på en helt ny måde. I myten om Heltens Rejse kan vaccinen ses som Den Hellige Gral, og som målet for vores rejse. Men er den nu også det?”

”Alting bliver godt igen!”

Det er en sætning, som jeg er stødt på flere og flere gange her på det seneste, hvilket gælder både privat og på Facebook eller lignende.

Er der egentlig noget galt med det?

Umiddelbart lyder det jo fint nok og kan vel ses som et udtryk for at bringe lidt håb ind i tilværelsen, hvis man ellers går rundt og føler sig lidt håbløs eller føler, at der mangler noget i ens liv lige nu.

Det ligger i hvert fald implicit i den sætning, at tingene ikke er så gode lige nu.

På ét plan er de måske heller ikke særlig gode lige nu.

Vi er alle sammen i hvert fald udfordret voldsomt i forhold til, hvordan tingene plejer at være.

Vi kan ikke længere opretholde de samme vaner og rutiner, som vi har været vant til i måske rigtig mange år.

Vi kan ikke længere bare tage på café, til fodbold eller blot tage på arbejde eller i skole, som vi plejer.

Og det er bare i småtingsafdelingen, fristes man til at sige.

For der er andre der har haft endnu mere alvorlige følger af den verdensomspændende pandemi, som vi oplever for tiden.

Det inkluderer både sygdom og død, mistet indtjening og livsgrundlag, stress, angst og depression og meget andet.

Og hvad endnu mere er, så bliver det tilsyneladende bare ved og ved og ved, og mange af os har måske netop rigtig svært ved at se lyset for enden af tunnelen.

Set i det lys er der selvfølgelig ikke noget at sige til, at man har brug for at holde fast i forhåbninger om, at alting da nok skal blive godt igen.

Alt skal nok blive godt igen

Som uddannet Arketypekonsulent kunne denne myte eller ”Eventyret om Coronaen” jo næsten heller ikke være skrevet bedre.

For det bringer virkelig reference til en af de allerstørste myter, som vi nok alle i et eller andet omfang kender til.

Og det er Heltens Rejse.

Den klassiske Heltens Rejse starter næsten altid i det velkendte miljø, hvor alting er såre godt, hverdagen kører på skinner, og alt er forudsigeligt og trygt, og som det plejer at være.

Det er altså et udtryk for vores komfortzone.

Så pludselig sker der et eller andet der ryster Helten, som i det her tilfælde er dig og mig og os alle sammen globalt.

Der kommer et kald, som kan være af både indvendig eller udvendig karakter, og det her kald er ment til at skubbe os væk fra komfortzonen og hen i udviklingszonen, hvor vi får muligheden for at vokse som menneske.

Så nu står vi altså her med det, som man godt kunne opfatte som et globalt kald til forandring.

Hvad stiller vi så op med det?

Heltens kald
Heltens kald til forandring

“Enhver god heltefortælling begynder med kaldet til eventyr og forandring. På den måde kan man sige, at vi som menneskerace og globalt samfund er blevet kaldet til forandringer netop nu. Du kan tage ansvar for din egen heltefortælling ved at undersøge, hvilke forandringer som dit liv kalder på, og hvordan du kan påvirke dine omgivelser på en positiv og sund måde”

Udviklingszonen er kendetegnet ved at være ukendt.

Vi har aldrig været der før, så vi ved ikke, hvad vi skal gøre, eller om vi slipper levende derfra.

For lidt over et år siden, havde ingen af os skænket Coronavirus den mindste tanke.

Nu er den efterhånden blevet dagligdag, og vi må leve med, at vores personlige bevægelsesfrihed er blevet væsentligt indskrænket.

For at blive ved Heltens Rejse, er vi nået dertil i eventyret, hvor vi skal overveje, hvem der er ven og allieret, og hvem der er fjende.

Vi skal igennem prøvelser, og vi skal måske en tur endnu længere ned i mørket, hvor vi til sidst møder os selv og vores største frygt.

Det er i hvert fald sådan, det foregår i eventyrerne og myterne.

Det er Sværdet i Stenen, det er Ringenes Herre, det er Den Hellige Gral fra Indiana Jones osv.

I den mere håndgribelige virkelighed, der står vi nu med selve vaccinen.

Vaccinen bliver af mange opfattet som frelseren, det er lyset for enden af tunnelen, det er den eliksir, som Helten vender tilbage til verden med, som et symbol for selve rejsen og triumfen.

”Vi har besejret Coronaen!”

”Endelig har vi vundet kampen, og vi er frie igen!”

Kampen er vundet

“Corona-vaccinen bliver tit beskrevet som frelseren og det mirakel, vi har ventet på. Vi bliver konstant opfordret til at lade os vaccinere, så vi kan komme tilbage til den gamle hverdag, så vi kan være effektive og produktive deltagere i hamsterhjulet. Men Heltens Rejse går ikke ud på at vende tilbage til livet, som det var før. Den går tværtimod ud på at opdage nye og ukendte sider af os selv, så vi kan handle ud fra et mere bevidst sted”

Vi skal ikke så forfærdeligt langt tilbage i tiden for at genkalde os besættelsen af Danmark, eller undertrykkelser af forskellig art rundt omkring i verden.

Det ligger på en måde kodet i vores kollektive hukommelse og DNA.

Vi søger freden og friheden på hver vores måde, koste hvad det vil.

Så mange af os vil opfatte vaccinen, som det mirakel vi har ventet på, og som kan give os vores frihed tilbage – friheden fra den globale besættelsesmagt, som man kunne kalde Coronaen.

Hvorimod andre, mig selv inklusive, tænker:

Har vi været langt nok nede i mørket?

Har vi fundet den visdom, som Coronavirussen prøver at lære os?

For når jeg tænker nærmere over det på et mere personligt plan, var det hele bare så super godt før, eller er det blot en romantisering af virkeligheden?

Hvad er det egentlig der betyder noget i tilværelsen, når mange af de overfladiske lag bliver skrællet af?

For mig at se har Coronaen givet anledning til at stoppe op og mærke efter.

Det er så meget et globalt wake-up call, at det nærmest er umuligt ikke at vågne op i et eller andet omfang.

Nu er den slags begivenheder ikke længere noget der bare sker i Kina eller Afrika. Eller Europa eller Danmark (læs København).

Nej, nu sker det også i den lille flække, som jeg bor i.

Så verden udvider sig pludselig markant i endnu højere grad, selvom vi nu har haft mulighed for at vænne os til det qua internettet.

Så jeg kan ikke længere bare gemme mig i min egen lille verden, som jo er en af Heltens skyggesider, for nu får jeg en påmindelse om, at de ting der sker langt væk kan påvirke min dagligdag og omvendt.

All Is One

De valg, som jeg træffer til hverdag, kan have en direkte indflydelse på miljøet, andre mennesker og livet som helhed.

Noget af det første jeg gjorde tilbage i marts, var at gennemgå mit personlige forbrug eller aftryk og særligt den der angik abonnementer.

Jeg opdagede jo hurtigt, at der var temmelig mange af den slags, og mange af dem var ting, som jeg overhovedet ikke havde brug for, eller som gav nogen nævneværdig værdi.

Men det er ofte de ting, som vi er blevet påvirket til at tro vi har brug for, og gerne for at være fuldgyldige medlemmer af det hamsterhjul, som Kristine skrev om i sidste indlæg.

Det indlæg kan du læse her: Det Ånds-Svage Hamsterhjul

Det er de ting, som vi tænker vi skal have for at være rigtige og hele mennesker.

På et større plan kan vi spørge os selv om, hvilke abonnementer vi som menneskerace som helhed skal sige op og give slip på.

Hvilke programmer eller koder er vi styret blindt af og følger uden overhovedet at skænke det en bevidst tanke?

Det er en af de opgaver, som Helten vil stå over for, og det er de symbolske drager og uhyrer, som skal overvindes.

Vi kan jo bare spole tiden tilbage til før Corona og se på, hvilke temaer der var på dagsordenen da.

Det var blandt andet miljøudfordringer, skovbrande, stress, angst og depression.

Hvilket kan tolkes som effekter af det berømte hamsterhjul.

Det lyder umiddelbart ikke som noget at stræbe efter, i hvert fald ikke uden at have gjort sig sine bagvedliggende agendaer bevidst og finde ud af, hvorfor man gør som man gør.

Og ikke mindst, hvad er konsekvenserne af mine handlinger?

Hvad er konsekvenserne af hamsterhjulet?

“I de senere år har der været fokus på, hvornår på året alle Jordens ressourcer har været opbrugt, hvilket har været tidligere og tidligere på året. Hvis du forestillede dig, at det samme skete for dig, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, at udbrændthed, stress, angst og depression ville følge dig lige i hælene. Og er det det, som vi ønsker at vende tilbage til? Heltens Rejse kan vise dig dine skjulte ressourcer, så du ikke bliver ved med at trække på dine i forvejen slidte og opbrugte kræfter”

Vi kan jo også tage et kig på et fænomen, som vi har hørt mere om de sidste par år, og det er:

Hvornår er Jordens ressourcer opbrugt for i år?

I 2020, hvor den globale verden har været under lockdown af flere omgange grundet Coronasituationen, der har Jordens ressourcer faktisk holdt 3 uger længere end året før.

Det lyder alligevel tankevækkende.

For hvis vi tager den hjem og forestiller os Jorden som værende vores eget system og krop, så forestil dig, hvad der ville ske, hvis alle dine ressourcer for et helt år var opbrugt allerede i juli eller august?

Så ville vi også hurtigt brænde ud og skulle trække på en masse reserver, og få en masse følger af det som fx angst, stress eller depression, som efterfølgende kunne vise sig i kroppen som diverse symptomer.

Jeg hørte engang citatet:

”Vores krop er vores tanker (bevidste eller ubevidste) i en form, som vi kan se”

På samme måde kan jeg reflektere over, at verdens tilstand er den gældende bevidsthedstilstand i en form, der kan ses.

Det tænker jeg i hvert fald over, om det er noget vi skal tilbage til, eller om det ikke ville være mere optimalt at rykke fremad i stedet.

For at vende tilbage til udgangspunktet, så vil jeg gerne invitere dig til at reflektere over, hvad sætningen “Alting Bliver Godt Igen” betyder for dig.

Er det en hurtig retur til gamle vaner og overbevisninger?

Er det en mulighed for at ændre de ting der ikke fungerer i dit liv?

Eller er det noget helt tredje?

Uanset hvad du svarer, så husk at der ikke er noget endegyldigt rigtigt eller forkert svar.

Dit svar er blot et udtryk for din nuværende bevidsthedstilstand og den Heltens Rejse, som du er her for at erfare.

Og det er en rejse, som ingen andre kan gøre for dig, så det er bare om at komme i gang og finde din Hellige Gral.

Om forfatteren til indholdet: Jeppeh Lykkell

Jeppeh Lykkell

Jeg hedder Jeppeh Lykkell, og er uddannet Arketypekonsulent i USA. Jeg elsker at arbejde med den symbolske dimension ved livet og forstå og bevidstgøre de dybere mønstre der ligger til grund for en stor del af mine egne (og andre menneskers) tanker, følelser og handlinger. Jeg har både private klienter, laver online kurser og skriver indlæg og nyhedsbreve til vores lille firma byLYKKELL.

Del nyheden:

Skriv et svar

© Copyright 2022 | Lykkell.dk | All Rights Reserved | Privatlivspolitik | Handelsbetingelser
0
    Din indkøbskurv
    Din indkøbskurv er tomTilbage til shop