“Arketyperne kan gøre dig bevidst om din egen adfærd. De kan hjælpe dig med at forstå, hvad der driver dig og motiverer dig i hverdagen. Og de kan gøre dig skarp på dine værdier, dine svagheder, dine styrker og meget mere”
”Jamen, det er da bare lige dig”
Det har du sikkert fået at vide mere end én gang i dit liv.
Og du har sikkert også selv sagt det til andre.
Men vidste du, at det faktisk har rødder i en arketypisk afkodning?
“Arketyperne rummer en skattekiste af potentialer, som bare ligger og venter på at blive italesat og forløst”
Alle mennesker taler og kommunikerer nemlig det sprog, som arketyperne udtrykker sig med flydende.
De fleste er bare ikke bevidste om det.
Hver gang du sætter en label på et andet menneske som:
”Hun er en rigtig prinsesse” eller ”Han er en rigtig scorekarl” eller ”Hun er da temmelig bossy”, så har du faktisk afkodet et arketypisk adfærdstræk hos et andet menneske.
Og er det egentlig ikke vildt at tænke på, at du faktisk allerede taler et sprog flydende, som gemmer på en sand skattekiste af potentialer, der bare ligger og venter på at blive italesat og forløst.
Det eneste det kræver er lidt bevidsthed.
For med bevidstheden om det arketypiske sprog som hele tiden kommunikeres, kan du høste de vildeste indsigter og viden.
Og dermed blive i stand til at forstå både dig selv, men også andre på et meget dybere plan.
Symbolika og universelle sandheder
Havde arketyperne et sprog ville det være symbolik, og landet de boede i kunne vi kalde Symbolika.
Gaven, der ligger i evnen til at tolke og forstå symbolik, er, at du med meget få midler=ord, kan kommunikere noget ret stort.
Nemlig universelle sandheder.
Universelle sandheder er nogle, som gælder for alt levende her på jord, og ikke differentierer mellem religioner, kulturer, hudfarver, kontinenter osv.
En universel sandhed er for eksempel, at ”ALT er Ét”
Sad du på månen og kiggede ned på Jorden, ville dit umiddelbare indtryk af Jorden ikke være, at den var splittet og differentieret.
For det du vil se ville være én eksistens, nemlig Jordkloden som samlet organisme.
Hvilket vil sige, at alt og alle der befinder sig på denne Jordklode er i sameksistens og en del af denne enhed.
“Der var engang…..”
I eventyr, sagn og myter bor grundmønstrene for rigtig mange arketypiske træk.
Og det er gennem disse, at vi gennem generationer har fået tilgang til det, som den schweiziske psykoanalytiker, Carl Gustav Jung, kaldte for det kollektive ubevidste.
Og det er her i det kollektive ubevidste, at alle arketyperne, og de mønstre som de repræsenterer, bor.
Når du kommunikerer symbolik, gør du ofte brug af metaforer og analogier.
Og når arketyperne skal tolkes og forstås, er det netop gennem den symbolik der ligger i metaforer og analogier, at man fanger deres dybe universelle budskaber.
I Danmark har vi æren af at have H.C. Andersen som fædrelandsmand og ophavsmand til mange verdensberømte eventyr.
“Arketyper repræsenterer noget universelt. Derfor kan de forstås på tværs af kulturer, religioner og kontinenter. Hver arketype fortæller en historie, som vi kan genkende og spejle os selv i, og på den måde blive klogere på os selv og vores plads i universet”
Når H.C. Andersen formår at fange mennesker overalt i verden med sin historiefortælling, er det fordi han kommunikerer arketyper og symbolik.
For det udtryk er netop universelt, og derfor kan det forstås på tværs af kultur, hudfarve, religion og kontinenter.
De klassiske arketyper
En gruppe af arketyper er de feminine arketyper.
En af de feminine og klassiske arketyper er Jomfruen.
Som arketype repræsenterer en Jomfru noget uspoleret og uafprøvet.
Og i symbolsk forstand elsker mennesker med adfærden fra Jomfruarketypen at være first movers.
De kan også have en meget innovativ tankegang, og de vil være dem der kommer med nye uafprøvede idéer.
I skyggesiden kan adfærden fra Jomfruarketypen komme til udtryk som en rigid og snerpet holdning til ting eller mennesker der emmer af passion.
Dette da der i passion ofte kan være seksuelle undertoner, som en Jomfru fra sin skyggeside kan tage afstand til, føle afsky over eller være decideret skræmt af.
Senere vil vi beskæftige os mere med den feminine energi, som bliver mere og mere fremtrædende i vores bevidsthed og adfærd hos både mænd og kvinder.
Bare se hele #metoo og #timesup bevægelsen, hvor både mænd og kvinder siger kollektivt fra over for den ulighed der længe har hersket og er blevet udnyttet mellem det maskuline og feminine.
Du kan se og læse mere om de feminine arketyper i andre blogindlæg eller på vores YouTube kanal.
Du er også altid velkommen til at skrive på info@lykkell.dk, hvis du har spørgsmål eller er nysgerrig på arbejdet med arketyperne.