×
Del nyheden:

“Gudinden optræder i mange forskellige varianter. Stort set alle kulturer i historien har haft guder og gudinder i en eller anden form”

Arketyperne er delt op i forskellige grupper eller familier, som omhandler bestemte temaer.

En af grupperne er de feminine arketyper.

Det er også en de grupper, som vi har fået komponeret musik til.

Gudinden er et stærkt udtryk for det feminine

“Mange kvinder er ukomfortable med Gudindens energi, men de har alle sammen en forbindelse til dens energi et eller andet sted i dem selv”

En Gudindes energi udstråler fysisk ynde.

Det kan sagtens have, selvom du ikke kan identificere dig med de skønhedsidealer der fremstilles.

For det handler først og fremmest om at hvile i din krop og værdsætte den, og være taknemmelig for alt det, den dagligt gør for dig.

Din fysiske ynde kan også komme til udtryk gennem en udstråling af sensualitet eller atletisk kompetence.

Men Gudinde-energien kan også komme til udtryk som visdom og vejledning, som kan være meget inspirerende for andre kvinder.

Alle kvinder har en forbindelse til Gudindens energi et eller andet sted i dem selv.

Men mange kvinder er ukomfortable med denne energi, og lader den forblive uforløst i deres system.

Du kan have fantasier om at være som en Gudinde.

Du kan dog bilde dig selv ind, at du først kan hengive og engagere dig med Gudindens energi, når du har tabt dig i vægt, eller opnået det ene eller det andet skønhedsmæssige ideal.

Hvilket blot vil afholde dig fra at komme i kontakt med og udstråle Gudindens energi.

Da vi skulle have lavet illustrationen til Gudinde-arketypen, besluttede vi at illustrere den entydige og generelle Gudinde-energi.

Så den er fremstillet helt enkelt, ud fra en intuitiv fornemmelse af Gudinde-energien.

Samme tilgang er også brugt i udarbejdelsen af det stykke Gudinde-musik vi har fået komponeret, som du kan høre inde på vores app.

Gudinde-arketypen

Hvordan kommer din indre Gudinde til udtryk?

Gudinde-arketypen er på samme måde som Barne-arketypen delt op i flere underkategorier.

De gudinder, som vi arbejder med i vores virke som arketypekonsulenter, er de græske gudinder.

Dette for overskuelighedens skyld, da der jo er rigtig mange forskellige gudinder, blandt andet dem fra den romerske, egyptiske, indiske og nordiske mytologi.

I afsnittet her kan du læse om de forskellige græske gudinder, og hvordan de hver især udtrykker sig adfærdsmæssigt.

Artemis

Jagt- og Måne Gudinde, selvstændig, mål-orienteret eller orienteret mod at tilegne sig.

Kvinder, der identificerer sig med Artemis, er typisk kvinder med en meget selvstændig og uafhængig attitude, og som er vant til og gode til at klare sig selv.

De har ikke nemt ved at forelske sig og har nemt ved at føle sig ”hele” uden en partner.

Dog elsker hun jagten på en mand, som hun kan være optaget af at nedlægge som sit bytte.

Hun har en udpræget søstersolidaritet og er loyal over for andre kvinder.

De elsker at befinde sig i naturen og elsker at omgive sig med dyr, og kan føle sig dybt forbundet med disse.

Athena

Gudinden for visdom og håndværk, og hun repræsenterer den logisk tænkende kvinde, som hersker med hovedet frem for med hjertet.

Hun formår at holde hovedet koldt i følelsesladede situationer, og er god til at udtænke strategier til løsning af konflikter.

Selvom Athena er en feminin arketype, er det samtidig en kvinde der forbinder sig med en stærk maskulin energi i forhold til at være logisk og rationel og netop maskulin.

Hun befinder sig også rigtig godt i mandligt selskab og bliver tit opfattet som ”en af drengene”.

Hun er en rigtig ”fars pige” og er mere knyttet til sit mandlige ophav end sit moderlige.

Hun er autoritær, hvilket gør hende til en glimrende leder, også på grund af hendes evne til at udtænke strategier.

Hun er handy og kan være rigtig god til et håndværk.

Hestia

Kvinder, der forbinder sig med Hestia, oplever det at være ansvarlig for en husholdning som noget vigtigt og meningsfuldt og ikke som en sur pligt.

Det kan ligefrem være en meditativ stund, når de huslige pligter udføres.

Hun føler en indre fred og ordner sine ærinder stille og roligt, som havde hun al tid i verden til sin rådighed.

Hun er god til at nyde og være i nuet.

Hun er typen de fleste tager for givet, men repræsenterer de usynlige hænder der gør al det bagvedliggende arbejde, som man ville lægge mærke til, hvis ikke det blev gjort.

Hun er en kvinde der er indadvendt, og som intuitivt fornemmer hvad der sker omkring hende.

Hera

Ægteskabets Gudinde, og står som rollemodel for kvinder, hvor det er det at finde en mand og blive gift, der er det vigtigste for hende.

Det er meget vigtigere end det hun studerer, hendes profession eller hendes moderskab.

Uden en partner føler en kvinde med Hera-energi sig ufuldkommen.

Det at være uden mage, kan være lige så smertefuldt for Hera-kvinden, som det kan være for kvinder der brændende ønsker sig et barn, men som ikke kan få børn.

En Hera-kvinde har brug for at være en Fru ”Somebody” og sole sig i den prestige, respekt og ære der kan følge med at gifte sig til et ”godt navn”.

Selve bryllupsdagen er den dag hendes følelse af at være Gudinde manifesteres.

Demeter

Demeter en moderlig arketype der føler sig fuldkommen, når hun bliver gravid.

Hun er omsorgsgivende og længes efter at blive mor.

Moder-arketypen er kraftigt repræsenteret i en kvindes psyke, når hun identificerer sig med Demeter.

Hun kan blive decideret deprimeret, hvis der ikke er nogen der har brug for hendes omsorg og pleje.

Hun er den på kontoret der elsker at lave kaffe til sine kollegaer.

Aspektet fra Demeter er også repræsenteret hos de kvinder der flytter på landet og bliver selvforsynende af de gaver Moder Jord giver hende, hvilket også er karakteristisk for denne arketype.

Hun er meget generøs og elsker at assistere sine medmennesker med omsorg.

Persefone

Kvinden, der identificerer sig med Persefone, har typisk en meget ungdommelig energi over sig og kan virke meget piget.

Hun ser også som regel yngre ud, end hun egentlig er.

Hendes personlighed udstråler ”Tag dig af lille mig”, og hun er ikke særlig målrettet.

Hun repræsenterer ungdommelighed og vitalitet.

Hun er komfortabel i selskab med andre ungdommelige kvinder som hende selv.

Den, der bliver hendes bedste veninde, er dog en person med en stærkere personlighed end hendes egen.

Mænd, som tiltrækkes af kvinder med denne energi fra Persefone, er typisk mænd der generelt er ukomfortable og intimideres af modne kvinder.

De mænd foretrækker unge naive kvinder, hvor de kan føle sig vigtige, magtfulde og autoritære.

Typisk er det forhold, hvor manden er væsentligt ældre end kvinden.

Kvinder med energien fra dette arketype-aspekt kan nemt føle sig lidt fortabte, da deres vilje ofte er placeret uden for dem selv, enten hos en dominerende mor eller senere hos en dominerende ægtemand.

Afrodite

Som arketype repræsenterer hun kvinder der elsker kærlighed, skønhed, sensualitet og seksualitet.

Kvinder, der identificerer sig med Afrodite, er ofte passionerede kvinder der nemt forelsker sig og engagerer sig seksuelt.

Det er kvinder med en helt særlig karisma, som, kombineret med hendes fysiske attributter, tiltrækker sig opmærksomhed af nærmest magnetisk karakter.

Hun er ofte en meget kreativ kvinde, hvor det instinktive i at skabe driver hendes kreativitet.

Man finder derfor mange Afrodite-kvinder i kreative miljøer.

En Afrodite-kvinde kan have mange kærlighedsaffærer, hvor hun er forført af forelskelsens intense magi.

Mænd, der oplever sådan et moment med en Afrodite-kvinde, vil lige så hurtigt erfare at blive skiftet ud med hendes næste hede affære.

Andre kvinder vil ofte være jaloux og have mistillid til kvinder med Afrodite-energien, da de hurtigt fornemmer den effekt hun har på mænd.

De frygter derfor at miste deres mand/kæreste til hendes lokkende og forførende tiltrækning.

Gudindens skyggeside

Gudindens skyggeside

Skyggesiden af Gudinden opstår ved udnyttelsen og misbrugen af kvindekroppen.

De opstillede skønhedsidealer, man eksempelvis finder i modebranchen, hvor det tilskyndes, at kvinder helst skal ligne tynde androgyne væsner, er et eksempel på, hvordan kvinders indre Gudinde krænkes.

Den krænkes ved at fejlagtiggøre kvinders naturlige udseende og opstille idealer af en karakter, der for de fleste kvinders vedkommende er nærmest umulige at opnå.

Med mindre de photoshoppes eller sulter sig selv halvt ihjel!

Tendenserne i film- og pornoindustrien, hvor kvinder får lagt implantater i bryster og balder eller andre steder i kroppen, udelukkende for at fremprovokere et udseende der kan sælges og tjenes penge på, er også et udtryk for Gudindens skyggeside.

Skab kontakt til din indre Gudinde og løft din femininitet

Ønsker du at skabe kontakt til din indre Gudinde kan du gøre følgende:

  • Elsk og værdsæt din krop lige som den er, for din krop er dit tempel
  • Lad dig ”forgude” og ”tilbede” – Tag imod de komplimenter du får (lad være med at undskylde, bortforklare og afvise dem)
  • Bliv bevidst om din personlige power og din evne til at have indflydelse på andre
  • Giv dig hen til sex- og sensualitet og øv dig generelt i at nyde
  • Dyrk dine skønhedsritualer og vær disciplineret omkring dem – for at pleje dig selv via skønhedsrutiner er en måde du kan ”forgude” og ”tilbede” og værdsætte dig selv og din krop på
  • Stimulér din visdom gennem uddannelse og optimering af din viden

Om forfatteren til indholdet: Kristine Lykkell

Kristine Lykkell

Jeg hedder Kristine Lykkell og er certificeret arketypekonsulent fra Caroline Myss' uddannelsesinstitut CMED i Chicago, USA. Jeg er den primære forfatter til blogindlæg på vores hjemmeside. Jeg elsker at skrive og formidle min viden omkring arketyperne og den visdom som de repræsenterer. Jeg er af natur meget nysgerrig, og det er meget af drivkraften bag de ting og emner jeg skriver om. God læselyst. Kærlig Hilsen Kristine

Del nyheden:

Skriv et svar

© Copyright 2022 | Lykkell.dk | All Rights Reserved | Privatlivspolitik | Handelsbetingelser
0
    Din indkøbskurv
    Din indkøbskurv er tomTilbage til shop