Del nyheden:

“Det er vist efterhånden tydeligt for de fleste, at vi står over for store forandringer i vores tilværelse som mennesker. Et paradigmeskift er i sig selv en arketypisk begivenhed, og hvad det ellers handler om, kan du blive lidt klogere på ved at læse med her”

Du har måske ligesom mig hørt lidt om det og måske undret dig over, hvad det egentlig handler om?

Altså paradigmeskiftet!

Coronaen er vi blevet tudet ørene fulde af det sidste halve år.

Men spørger du mig, er der utvivlsomt en sammenhæng.

Det, vi kan lære af Coronaen, er, at den ikke tager hensyn til, om vi er rige eller fattige, sorte eller hvide, mænd eller kvinder, tykke eller tynde, for den kan ramme alle lige meget hvad.

Det, vi skal lære af Paradigmeskiftet, er, at vi i stedet for at tro blindt på autoriteterne uden for os selv, skal begynde at tro på autoriteten i os selv.

Vi skal tro på, at vi som individer er gode og elskværdige nøjagtig som vi er, uanset om vi er rige eller fattige, sorte eller hvide, mænd eller kvinder, tykke eller tynde.

Paradigmeskift

Men først får du lidt baggrundsviden om dette paradigmeskifte.

Astrologisk set er vi i en overgang fra det der hedder Fiskens tidsalder, som har varet de sidste ca. 2000 år, altså siden vores tidsregning som begyndte ved Jesu fødsel.

Derfor bliver denne tidsalder også kaldt den kristne tidsalder af nogen.

Det signifikante ved denne tidsalder er, at den repræsenterer en meget maskulin og patriarkalsk energi. Og i de sidste 2000 år har vi erobret, bedrevet, struktureret og kultiveret os.

Altså været handlekraftige, som er en del af det maskulines lysside.

I Skyggesiden bliver det handlekraftige transformeret til det aggressive.

Og det har vi kunnet se gennem al den vold, krig og blodsudgydelse der har været de sidste 2000 år.

Mange vil sige, at det bare ligger i den menneskelige natur.

Det barbariske, brutale og voldelige.

Men vi rummer også andre blidere, mere kærlige, empatiske og rummelige sider.

Og det er det, som paradigmeskiftet handler om, når vi bevæger os fra Fiskens tidsalder og ind i Vandbærerens tidsalder, som er præget af meget mere blid, feminin og fredselskende energi.

Vandbærerens tidsalder

Vandbærer Stjernetegn
Vi er på vej ind i Vandbærerens tidsalder

“Covid-19 har givet mange mennesker muligheden for at trække stikket og få en tiltrængt pause fra hamsterhjulet. Det har skabt plads til at reflektere over, hvordan man egentlig gerne vil leve sit liv, og hvad der betyder noget, når det kommer til stykket”

Som led i min research til dette skriv, stødte jeg på flere artikler uafhængigt af hinanden der alle fremhæver år 2020 som et signifikant år i forhold til det her paradigmeskifte.

Og jeg må da selv indrømme, at 2020 indtil videre i den grad har forandret verden og skabt mange muligheder for at reflektere over sit liv, og den verden vi lever i.

Mange har på grund af Coronaen været tvunget til at stoppe op og træde ud af Hamsterhjulet og få en oplevelse af, hvordan livet også kan udfolde sig, uden partout at skulle drøne rundt og stræbe efter at løbe hurtigere, tjene mere og præstere mere og mere og mere.

Og for hvad…..?

At kunne forbruge mere og mere, og med det overforbrug belaste Jordens ressourcer med den forurening, som det her overforbrug skaber!!

Samtidig med at man som individ bliver mere og mere stresset og bliver sygemeldt i flæng.

Coronaen har givet os alle på verdensplan en tiltrængt pause til at tænke og mærke efter i.

Og lige netop det, at den her pandemi berører hele verden, er faktisk en del af paradigmeskiftet, da vi ikke længere er adskilt af usynlige landegrænser, men nu ALLE er udfordret af det samme og på samme tid.

I Vandbærerens tidsalder vil det menneskelige bevidsthedsniveau højnes, og vi vil træde ind i en mere holistisk tilgang til tingene.

Den kollektive menneskelige bevidsthed får potentialet til at hæve sig og leve efter sandheden af, at “All is One”.

Hvor vi forener os frem for at adskille os.

I Vandbærerens tidsalder siges det også, at vi kommer til at forlade vores materialistiske sindelag og i stedet basere vores virke her på Jorden efter meget mere bæredygtige og fredselskende principper.

Og det er sådan, at Coronaen og dette Paradigmeskifte i mine øjne hænger sammen.

Det forener os, da vi alle skal overkomme de udfordringer, som denne pandemi fører med sig.

Vi får muligheden for at højne vores bevidsthed omkring, hvordan vi i fællesskab kan bygge et mere bæredygtigt globalt samfund op.

En bevidsthed der kan forandre den destruktive adfærd, vi har over for Moder Jord og hendes natur.

Forhåbentlig er der flere og flere der vågner op og begynder at drage omsorg for vores Moder Jord……..for det trænger hun i den grad til.

Kultur vs. Natur

Kultur og Natur

De sidste par tusinde år har vi bygget en kultur med afsæt i maskuline og patriarkalske værdier.

Vi har afskåret os fra naturen ved at urbanisere os.

Og jo mere afskåret vi er blevet til naturen omkring os, desto mere afskåret er vi blevet til naturen i os selv.

Med Coronaen har vi oplevet en kollision mellem natur (det feminine) og kultur (det maskuline).

Coronaen er naturen der møder kulturen og sætter den under stærkt pres.

Lige pludselig blev vores fokus vendt indad og under vores lock down kom flere ud i naturen, og gennem den i kontakt med naturen i dem selv.

Alle de materielle goder blev sekundære og ligegyldige sat op mod det scenarie, vi pludselig befandt os i.

Der var ingen at flashe sine nye dyre materielle erhvervelser til, og samtalerne begyndte at rumme dybder af mere eksistentiel karakter.

Frem for at være af den her konkurrenceprægede mentalitet, hvor det handler om at måle og veje os i forhold til hinanden.

I stedet for vores kulturelt betingede “gøren” og løben rundt i hamsterhjulet, var der meget mere “væren”.

Det maskuline er handlende. Det feminine er passivt.

Og lige netop “væren” er det som paradigmeskiftet handler om, for det får os i kontakt med naturen i os selv.

Men for at kunne være den man er og elske den man nu engang er, vil det kræve, at vi lægger vores kulturelt baserede maskuline konkurrencementalitet på hylden og lader være med at sammenligne os og have det her behov for hele tiden at præstere, for at være bedre end og føle sig mere ypperlig end andre.

For det er ikke sundt.

Det er ikke bæredygtigt og gør naturen i os og omkring os syg.

I bogstavelig forstand.

Så det er lidt paradoksalt, at det er en sygdom der skal til, for at skabe de rette betingelser for, at vi som individer og vor Moder Jord kan få chancen for at restituere og skabe en lidt sundere balance i vores natur og økosystemet i og omkring os.

Jeg håber inderligt IKKE, at vi forsøger at vende tilbage til sådan, som det var før.

Det vil være katastrofalt, da den kultur vi har skabt ødelægger vores natur, både den i os som individer, men også naturen omkring os.

For husk “THERE IS NO PLANET B”

Kristine Lykkell
There is no Planet B

Om forfatteren til indholdet: Kristine Lykkell

Kristine Lykkell

Jeg hedder Kristine Lykkell og er certificeret arketypekonsulent fra Caroline Myss' uddannelsesinstitut CMED i Chicago, USA. Jeg er den primære forfatter til blogindlæg på vores hjemmeside. Jeg elsker at skrive og formidle min viden omkring arketyperne og den visdom som de repræsenterer. Jeg er af natur meget nysgerrig, og det er meget af drivkraften bag de ting og emner jeg skriver om. God læselyst. Kærlig Hilsen Kristine

Del nyheden:

Skriv et svar

© Copyright 2022 | Lykkell.dk | All Rights Reserved | Privatlivspolitik | Handelsbetingelser