“Du kan bruge arketyperne til at blive bevidst om, hvordan du bruger din personlige power – altså hvordan du tænker, føler og handler i bestemte situationer”
Arketyper er et dybdegående værktøj til selvbevidsthed
Den bedste måde at forstå arketyper på, er ved at anskue dem som adfærdsmønstre.
Disse adfærdsmønstre kan fortælle dig noget om, hvordan du distribuerer din personlige power.
Det betyder, at de fortæller dig noget om, hvordan du vælger at handle i bestemte situationer.
Det er samtidig mønstre, som alle kan genkende.
Det er også vigtigt at forstå, at alle mennesker læser og taler arketypisk hele tiden igennem hele deres liv.
Det er bare ikke sikkert, at de er bevidste om det.
“Du kan bruge arketyperne til at blive bevidst om dine værdier, dine talenter, din kommunikation, dine relationer og meget mere”
Arketyperne kan hjælpe dig med at blive bevidst omkring dig selv i mange af livets aspekter.
De kan gøre dig bevidst om dine værdier, dine talenter, din måde at kommunikere på, hvordan du relaterer til andre, din spiritualitet, og meget mere.
Dine arketyper er altid med dig, og de forsøger at komme i kontakt med dig hele tiden.
Kvaliteten af dit liv afhænger i høj grad af, hvordan du håndterer de udfordringer de giver dig, og hvordan du formår at favne alle aspekter af dig selv frem for at modsætte dig dem.
Arketyperne kan hjælpe dig med at finde ud af, hvem du dybest set er.
Står du foran vigtige beslutninger i dit liv, vil det være nyttigt at kende dig selv og dine arketyper, så du kan lære at kigge på din omverden fra et større perspektiv.
Skaber dit valg empowerment eller disempowerment for dig selv eller andre?
Det er skåret helt ind til benet, hvad alle valg handler om.
Og det er noget af det, du vil lære, når du beskæftiger dig med arketyper.
Arketyperne kan også hjælpe dig med at finde ud af, om du er på rette vej i livet.
Det kan være i forhold til din karriere, dit familieliv, dine venner eller andre ting der betyder noget for dig.
Føler du dig stresset og udkørt?
Det kan være tegn på, at der er noget i dit liv der fylder for meget, mens andre ting ikke får lov til at komme frem i din hverdag.
Du kan også opleve depression, hvis en arketype forbliver undertrykt i dig.
Arketypernes formål er at komme frem i din bevidsthed og hjælpe dig med at lære de ting, du skal i dette liv.
Hvis du konstant går og undertrykker en arketype i dig, vil den finde en anden vej at kommunikere med dig.
Det kan i det lange løb skabe stress, depression og angst i dit liv, hvis en given arketype forbliver overset, overhørt eller på anden måde ignoreret.
Arketypearbejdet er også genialt til dig der blot er nysgerrig på dig selv.
Måske har du prøvet andre ting inden for personlig udvikling, men ikke fundet det helt rigtige for dig.
Måske er du et sted i dit liv, hvor du har fået lidt mere overskud og overvejer, om der mon ikke er mere til livet end som så.
Noget af det vigtigste i arbejdet med arketyperne er tid til refleksion.
Det gør sig gældende, uanset om du oplever stress, depression, eller hvad der nu engang har motiveret dig til at arbejde med dig selv og din personlige udvikling.
Refleksion er det helt rigtige sted at starte og et uundværligt værktøj i arketypearbejdet.
“Et arketypisk mønster er så grundlæggende funderet i dig, at du ikke kan løbe fra det, og du kan ikke udmanøvrere det, selvom du anstrenger dig”
Er en arketype det samme som en stereotype?
Vi iagttager hinanden hele tiden.
Når vi gør det, kan vi aflæse hinandens arketypiske mønstre.
Det kan være, at du siger noget i retning af:
“Jeg vil vædde med, at den person gør sådan eller sådan.”
Herefter nævner du navnet på den givne arketype, hvis energi du læser som fx Offeret eller Barnet.
Du kan også kalde det at sætte en mærkat eller et label på et andet menneske.
Eller at fordømme et andet menneskes adfærd.
Her er det vigtigt, at du bliver bevidst om forskellen mellem det at stereotype en person, og så det at læse en anden persons arketype.
Når du stereotyper en person, så ser du vedkommende i et bestemt lys, og det kan enten være positivt eller negativt afhængigt af omstændighederne.
Du putter altså vedkommende i en kasse, som det er stort set umuligt at komme ud af.
Det giver dig selv og den anden person begrænsede handlemuligheder.
En arketype rummer derimod et fuldt spektrum af adfærd.
Den omfavner den allermest ophøjede version af en given arketype, hvilket er alle de positive egenskaber.
Og samtidig rummer den det, som vi i arketypeuniverset kalder for skyggesiden, som er den adfærd i os selv, som vi endnu ikke er bevidst om.
Den kaldes for skyggesiden, fordi det er adfærd der lever i skyggen.
Det lever i skyggen, fordi vi undertrykker de sider i os selv, skammer os over dem, eller på anden vis synes det er helt uacceptabelt enten for os selv eller andre.
En arketype er et mønster af forskellige karakteristika, der samler ingredienslisten af en given adfærd i et enkelt ord.
Bruger du dette ene ord, ved alle andre omkring dig, uanset om I kender hinanden eller ej, nøjagtigt hvad det ord betyder både på godt og ondt.
Det kan for eksempel være, at du kalder en person for en Nørd.
Det behøver du ikke forklare yderligere, da alle ved det på forhånd.
Folk, der laver profiler hos fx Politiet, arbejder bevidst med at identificere, hvilken type kriminel de har med at gøre.
Det er, fordi arketypen på en kriminel er defineret af et mønster.
Netop fordi det er et mønster, er det også forudsigeligt og genkendeligt.
Og det samme gør sig gældende for dig.
Dine arketyper er mønstre, som du kan lære at kende og gøre til tætte allierede.
Et arketypisk mønster er så grundlæggende funderet i dig, at du ikke kan løbe fra det, og du kan ikke udmanøvrere det, selvom du anstrenger dig.
Derfor er en arketype heller ikke en størrelse, du kan vælge til dig selv, fordi du synes den er sej, smart eller smuk.
Sådan fungerer det ikke.
Et arketypisk mønster i dig vil være der, uanset om du kan lide det eller ej.
Arketypen vælger dig og ikke omvendt.
Den vil ligge gemt i din adfærdsmæssige DNA.
Så i arbejdet med arketyperne er det vigtigt, at du er ærlig – først og fremmest over for dig selv.
Dit mod vil helt sikkert blive udfordret.
Tør du se dig selv i øjnene?
Hvor mange arketyper er der?
Vores metode er oprindeligt udviklet af Caroline Myss.
Her arbejder vi ud fra, at hvert enkelt individ er sammensat af tolv arketyper, der udgør det grundlæggende fundament.
Du kan forestille dig, at du står udenfor og betragter stjernehimlen om natten.
Der er lige så mange arketyper, som der er stjerner på himlen – altså uendelig mange.
Det er dog langt fra alle arketyper der spiller en rolle i dit liv.
Forestil dig, at det kun lige er de tolv stjerner der lyser særligt kraftigt lige over dit hoved, som har en primær indvirkning på dig og din specifikke adfærd.
Det er de tolv arketypiske adfærdsmønstre, der er aktiveret i dig gennem dit liv.
Og de bliver animeret, når du oplever glæde, forelskelse, vrede, afsky eller hvad som helst der får dig op af sofaen og vækker noget i dig.
Og det er din fornemme opgave at blive klog på, hvilke tolv arketyper der er på færde i dig.
Når du havner i en situation, hvor du stiller dig selv spørgsmålet: “Hvorfor sker det her altid for mig?” – så er du inde og italesætte et arketypisk mønster. Din opgave er at finde ud af, hvilket mønster der er på færde, da bevidsthedens klare lys kan opløse mørket fra dine ubevidste og uhensigtsmæssige mønstre.
Jeppeh Lykkell
Vi har lavet 95 visualiserede bud på de mest fremherskende arketyper i vores kultur.
Det er kun et beskedent udvalg, men de dækker og rummer de fleste aspekter af arketyper.
Den Kreative er for eksempel en overordnet arketype der omfatter forfattere, musikere, kunstmalere, billedhuggere og meget andet, da du sagtens kan være præget af denne energi uden at være udøvende kunstner af nogen slags.
Nogen gange kan en arketype i dig sørge for at skabe plads til, at andre kan udfolde deres evner, uden at du nødvendigvis selv gør det.
Men derfor er du i højeste grad selv præget af arketypens energi.
Vi har udvalgt 95 arketyper for at gøre vores system og metode mere tilgængelig og anvendelig for dig.
Dine tolv personlige arketyper har stærke tråde til netop dig.
Dermed ikke sagt, at mange af de øvrige arketyper ikke også kan præge dig og påvirke din adfærd.
Men det er dine tolv arketyper der danner rammen for din natur, og de repræsenterer dine livslange mønstre der altid har præget din adfærd.
De repræsenterer temaer for dig gennem livet, og de vil altid være til stede hos dig.
Når du for eksempel står i en situation og siger:
“Hvorfor sker det her altid for mig?”
Da kan du være sikker på, at der på en eller anden måde er et arketypisk mønster på færde hos dig.
Kender du arketypen?
Kender du det, når du shopper en gave til et menneske du kender rigtig godt?
Da ved du ofte nøjagtig, hvilken gave der passer til vedkommende.
Du kan ligefrem sige:
“Ja, det er lige dig!”
Det viser, at den gave matcher et arketypisk mønster i den person, som gaven er til.
Når du derimod siger, at noget er atypisk for en person, og det ligner da slet ikke ham/hende at gøre sådan – så siger du i virkeligheden, at han/hun er ude af arketypisk sync.
Vi holder os til vores mønstre, og det er også sådan andre kan lære os at kende.
Mønstre er forudsigelige, og de er dermed med til at skabe tryghed for dig selv og andre, fordi de netop er til at regne med.
Og det kan være meget fascinerende at betragte mennesker med arketypiske mønstre, som du ikke selv er i besiddelse af.
Hvilket måske kan forklare reality-programmernes popularitet.
Men ofte vil vi blive tiltrukket af arketypiske mønstre der matcher vores egne.
Så vi vil anbefale dig at lægge mærke til, hvilke Tv-serier, film, bøger, historier og mennesker du bliver fascineret af.
Det kan give dig et vigtigt spor i forhold til at finde ud af, hvem du selv er, og hvilke arketypiske mønstre der er på færde i netop dig.
Hvordan er arketypearbejdet?
Arbejdet med arketyperne er meget omfattende, intenst og dybdegående sjælsarbejde.
Det handler om, at du har et ønske om at blive klogere på, hvem du er som helhed
Og derigennem lære at omfavne og acceptere alle sider af dig selv.
Ved at lære dine arketypiske mønstre at kende, opnår du et indblik i, hvilke kompetencer, talenter og unikke gaver, som du har at tilbyde andre mennesker og verden generelt.
Du vil samtidig lære dig selv og andre at kende på en helt ny måde.
Alle arketyper indeholder både positive og negative egenskaber, men det er vigtigt at forstå, at arketyperne i sig selv er neutrale.
Der findes hverken rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, men derimod er arketypearbejdet en metode til at se realiteterne i øjnene, og anskue dig selv lige som du er.
“Med arketyper kan du opdage de sider af dig selv, som enten føler sig lidt klemt, overset, tilsidesat, eller på anden vis er gemt af vejen i din psyke, og bare venter på at få plads og komme frem i din bevidsthed”
Der findes andre metoder der arbejder med personlighedstyper, hvor en af de mere kendte er Enneagrammet.
Her arbejdes der overordnet set med ni forskellige personlighedstyper, hvor du, ud fra nogle spørgsmål i en test, kan afgøre, hvilken type du er.
I NLP coaching arbejdes der ligeledes med et begreb der kaldes for de indre dele.
Det er typisk i forbindelse med indre konflikter, at der arbejdes med det.
Her vil du som klient selv navngive de sider af dig selv der er i konflikt med hinanden.
Et eksempel på det kan være Pleaseren og Rebellen.
I arketypearbejdet kommer du skridtet videre, og du vil virkelig arbejde i dybden med dig selv.
Her vil du opdage, hvilke arketyper der kan være i konflikt med hinanden, og hvad de konflikter dybest set handler om.
Derfor er arketypearbejdet et fantastisk værktøj til at skabe balance i dit liv.
Du vil lære dig selv og alle dine forskelligartede sider at kende.
Du vil erfare, hvilke sider af dig selv der er meget tydelige.
Og opdage de sider af dig selv, som enten føler sig lidt klemt, overset, tilsidesat, eller på anden vis er gemt af vejen i din psyke, og bare venter på at få plads og komme frem i din bevidsthed.
Arketypearbejdet er relevant for dig der:
- Ønsker et dybere kendskab til dig selv
- Oplever indre kaos, og ønsker at finde en vej gennem det
- Døjer med et lavt selvværd og lav selvrespekt
- Har udfordringer med stress, angst og depression
- Føler dig fanget i hamsterhjulet, og vil søge en dybere mening med dit liv
- Vil forstå dine konflikter med dig selv og andre, og hvad de dybest set handler om
- Vil tage det næste skridt i din personlige udvikling
- Oplever en følelsesmæssig, fysisk, psykologisk eller spirituel krise i dit liv
- Ønsker at kende din mission eller dit formål i livet
- Oplever et tomrum i dit liv, og du ved ikke hvad du skal stille op med det
- Blot er nysgerrig på dig selv og livet